Skip to the content

Stor succes!

Flere end 150 håndværkere fra mere end 75 virksomheder kiggede forbi.

Læs mere længere nede.

Torsdag den 12. januar havde vi Åben fabrik med stor succes.

Flere end 150 håndværkere fra mere end 75 virksomheder kiggede forbi for at få en rundvisning i en moderne nordjysk vinduesproduktion – og selvfølgelig et besøg hos pølsevognen, som var booket til lejligheden.

Rundvisningen var opdelt i 10 stationer, hvor der var plads til dybdegående snakke om maskinerne og medarbejderne på stationerne. Rundvisningerne var guidet, og det var salgsdirektør, intern salgschef, fabrikschefen og sælgere, der med ferm og erfaren hånd fortalte og viste rundt. De guidede ture var meget populære, så trods planlagte tidspunkter måtte der sættes flere i gang.

Da klokken rundede 13.00 stillede Henrik  sig op på talerstolen og afslørede en af de helt store nyheder for år 2023. Vindunor har med et tocifret millionbeløb investeret i en ny stor CNC-maskine, som fordobler kapaciteten i produktionen. Den nye maskine er 33 x 12 m stor og bearbejder 1.4 pind i minuttet. Den har 5 motorer, som kan dreje i alle dimensioner. Maskinen forventes at være i drift i løbet af sommeren 2023.

Klokken 15.00 samledes alle nede ved malerkabinen, hvor der skulle være dåb af vores nye malerrobot. I forbindelsen med projektet omkring fordobling af kapacitet i produktionen blev en udvidelse af malerkabinen en realitet. Malerkabinen er blevet forlænget, og der er tilføjet yderligere 150 åg – altså en fordobling. I midten af anlægget står den nye malerrobot, som vi netop har investeret i. Robotten skal håndtere alle farver, og har 10 forskellige pumper. Via automatik aflæses hvilken farve elementet skal være og køres forbi malerrobotten.

Da vi arbejder med begrebet nordjysk nærvær som værdi og kundeløfte, besluttede Vindunor, at malerrobotten skulle bydes ordentlig velkommen på holdet. Den røde snor blev klippet over, og robotten blev døbt Roberta – en italiensk dame. Malerrobotten kommer i drift i januar 2023.

Dagen sluttede ved 16-tiden, hvor de sidste håndværkere forlod fabrikken.

Vi var utrolig glade for arrangementet og takker alle de håndværkere, der tog sig tid til at kigge forbi, og håber de havde nogle gode og spændende timer. Mon ikke arrangementet bliver gentaget en anden gang.