10 nov. 2025
Fra skole til moderne boliger i Brande
Vindunor lukker lys ind i Det Grønne Plus med flere end 900 vinduer
I Brande er JCN Bolig i fuld gang med at opføre Det Grønne Plus, der er et nyt boligområde med i alt 137 boliger fordelt på rækkehuse og etagebyggeri på grunden, hvor den tidligere Præstelundsskole lå. Til projektet leverer Vindunor 922 vindueselementer, som produceres i Hjørring og er tilpasset i dialog med bygherre og arkitekt for at spille sammen med ambitionen om at skabe moderne boliger med afsæt i stedets historie.
Hvor skoleklokken engang ringede elever ind til time, summer nu lyden af maskiner og håndværkere. På den tidligere Præstelundsskoles grund i Brande er totalentreprenøren JCN Bolig i gang med at opføre 137 ejer- og lejeboliger, som fordeler sig på 15 rækkehuse, 28 seniorboliger og 94 lejligheder.
Med Det Grønne Plus er ambitionen at skabe et boligområde, hvor historien lever videre gennem genbrug af skolens materialer, og hvor kvalitet – ikke mindst livskvalitet – er i fokus. Til projektet bidrager Vindunor med 922 vindues- og dørelementer, som produceres på fabrikken i Hjørring, og leverancen spænder fra store terrassepartier til vinduer med ekstra dybe karme – alle udført i et smalt og moderne design, der lukker masser af lys ind i boligerne.
- Vi valgte at inddrage Vindunor allerede i starten af projektet, fordi vi kender dem fra tidligere samarbejder og ved, at de kan levere både kvalitet og fleksibilitet. Når man arbejder med et projekt af denne størrelse, er det afgørende at have leverandører, der kan være en aktiv sparringspartner gennem hele processen. Vindunor har ikke kun leveret elementerne, men også bidraget til at finpudse løsningerne, så de matcher både bygherrens ønsker og arkitektens visioner. Det giver os tryghed i processen og styrker kvaliteten af slutresultatet, siger Casper Skødt Nielsen, produktionschef hos JCN Bolig.
For Vindunor har opgaven handlet om at forene æstetik og funktion med gennemtænkte valg, der afspejler projektets fokus på kvalitet, ansvarlighed og langsigtede løsninger. De vinduer, som anvendes i projektet, har for nylig fået en ny og forbedret miljøvaredeklaration (EPD), som dokumenterer en af markedets laveste CO₂-værdier for 3-lags træ/alu-vinduer.
- I et projekt som Det Grønne Plus handler vores opgave ikke kun om at levere vinduer, men om at sikre, at de understøtter både arkitektens vision og de tekniske krav til byggeriet. De vinduer, vi har leveret til projektet, har fået en ny miljøvaredeklaration (EPD), som dokumenterer deres CO₂-påvirkning med verificerede tal. Det giver bygherre og rådgivere et solidt grundlag for deres valg og understøtter projektets ambition om at bygge videre på stedets historie med moderne, gennemarbejdede løsninger, siger Jes Vejby, storkunde- og projektdirektør i Vindunor.
For at sikre en god montageopstart på pladsen har Vindunor stillet egne folk til rådighed. Det har gjort en forskel for montørerne, som hurtigt kunne sætte sig ind i løsningerne og dermed reducere risikoen for fejl og efterarbejde.
– Vi har oplevet en meget professionel tilgang og ekstraordinær service fra Vindunor, hvor deres folk har været med til at gennemgå både montage og tekniske løsninger. Det har givet vores håndværkere en god indkøring og formentlig også sparet os for flere servicesager, lyder det fra Casper Skødt Nielsen.
De første rækkehuse står færdige, mens lejlighederne i områderne Atriumgården og Terrassehusene er under opførelse og forventes afsluttet inden udgangen af 2026.
Om projektet Det Grønne Plus:
Bygherre: PLS A/S
Totalentreprise: JCN Bolig
Projektets omfang: 137 boliger fordelt på rækkehuse, seniorboliger, lejligheder samt fælleshus
Leverandør af vinduer: Vindunor
Beliggenhed: Brande
Fakta om EPD for Nor48:
Nor48 er det 3-lags træ/alu-vindue, der er anvendt i Det Grønne Plus. Vinduet har fået en ny miljøvaredeklaration (EPD), som er tredjepartsverificeret og udarbejdet efter EN 15804+A2 og ISO 14025.
Med en GWP-Total på 51,89 kg CO₂ eq for A1-A3 + C3-C4 har Nor48 en af markedets laveste dokumenterede GWP-værdier for 3-lags træ/alu-vinduer.