Skip to main content Skip to footer

27 okt. 2025

Finn Jepsen – tak for alt🌹

Det er med stor sorg, at vi deler, at vores kollega og ven Finn Jepsen er gået bort efter længere tids sygdom. I mere end to årtier satte han sit præg på Vindunor, ikke kun med sit håndværk og sin viden, men også med sit nærvær, sin humor og sin ukuelige vilje til at finde løsninger.

Når vi tænker på Finn, ser vi træskoene, hans stille kendetegn, selvom de altid var i rask trav. Vi ser ham for os med et smil på læberne og erfarne hænder, der altid fandt en vej. Han var den, vi gik til, når noget var svært, og han favnede mange roller gennem årene: værkfører, produktionsleder, indkøber, opfindermager og uundværlig altmuligmand.

Finn var vidne til, at Vindunor gik fra håndskrevne ordrer til digital produktion, og undervejs holdt han fast i det vigtigste: kvalitet i arbejdet og respekt for kollegerne. Da han fyldte 60, overvejede han at trække sig, men sammen fandt vi en fleksibel seniorordning. Det gav plads til familielivet, køreture i sin lille røde sportsvogn, mens Finn fortsatte med at holde produktionen kørende, sikre vigtige komponenter og være den, man trygt kunne spørge til råds. Mange praktiske løsninger i hverdagen bærer hans fingeraftryk, fra inventar i receptionen til specialbyggede dele til messer.

Vi kommer til at savne Finn på fabrikken. Han delte gavmildt ud af sin viden, tog yngre kolleger under sine vinger og spredte godt humør, også når tempoet var højt.

Kære Finn, tak for de mange gode år. Vi sender de varmeste tanker til din familie, og vi bærer din ånd videre i Vindunor.

- Dine kollegaer