Skip to the content
Menu

Vindunor leverer trævinduer til Fårup Sommerlands nye indgangsområde

Når Fårup Sommerland slår dørene op til en ny sæson den 14. april, vil gæsterne i anledningen af parkens 50-års jubilæum blive mødt af et helt nyt indgangsområde, som blandt andet byder på nye butikker og eget ismejeri. Til projektet har den lokale vinduesproducent Vindunor leveret specialdesignede trævinduer, som harmonerer med beliggenheden helt ude i skoven.

Mellem Blokhus og Løkken, midt i skoven, ligger en af landets største forlystelsesparker, Fårup Sommerland. Her er naturen en integreret del af oplevelsen, og parkens arkitektur og materialevalg afspejler den unikke beliggenhed, hvor skovens ro møder suset fra rutsjebanerne.

Det gælder også for det nye indgangsområde, som åbner den 14. april og danner rammen om ankomsten for parkens op mod 700.000 gæster årligt. Moderniseringen omfatter blandt andet nye butikker, et ismejeri og opgraderede personalefaciliteter, og her er småsprossede trævinduer fra Vindunor valgt for at bevare det naturlige udtryk og understøtte parkens skovtema.

– Indgangsområdet er parkens ansigt udadtil, og i forbindelse med vores 50-års jubilæum har vi ønsket at løfte gæsteoplevelsen allerede fra ankomsten. Det har været afgørende for os at bevare den særlige Fårup-stemning, og derfor har vi valgt materialer, der harmonerer med omgivelserne og lever op til vores kvalitetskrav. Samtidig har vi prioriteret lokale håndværkere og producenter, og her var Vindunor et naturligt valg – både for deres gode håndværk og deres stærke samarbejdsånd, siger Tue Albrektsen, teknisk chef og projektansvarlig hos Fårup Sommerland.

Vindunor har leveret de småsprossede vinduer i fyrretræ, der ikke blot komplementerer parkens arkitektoniske udtryk, men også understøtter kravene til både kvalitet, energioptimering og holdbarhed.

– Det kræver en dyb forståelse for både design og funktionalitet at levere vinduer til et projekt som dette. Vi har arbejdet tæt sammen med Fårup Sommerland og entreprenøren for at sikre, at vores løsninger ikke kun passer ind visuelt, men også lever op til de tekniske krav, der følger med at bygge i en aktiv forlystelsespark. Det har været en fornøjelse at bidrage til et projekt, der markerer en vigtig milepæl for parken, siger Jes Vejby, projektdirektør hos Vindunor.

Med en fast åbningsdato har byggeprocessen krævet både præcision og fleksibilitet. Her har samarbejdet mellem Fårup Sommerland, entreprenøren og Vindunor spillet en central rolle i at sikre en smidig proces, hvor kvalitet og leveringssikkerhed går hånd i hånd.

– Vi har haft fornøjelsen af at samarbejde med Vindunor i flere år, og vi er stolte af at være en del af dette spændende projekt for Fårup Sommerland. Sagen her er et glimrende eksempel på vores langvarige partnerskab med Vindunor, hvor vi sammen sikrer høj kvalitet, siger Peter Lynge Christensen, som er indehaver af byggefirmaet Keld og Johs.

Med den nye indgang er Fårup Sommerland klar til at tage imod gæster i endnu smukkere og mere tidssvarende rammer.