Skip to main content Skip to footer

Bæredygtighedsrapport 2024/2025

Forord

Endnu et år er gået, og vi gør igen status på vores arbejde med bæredygtighed med afsæt i de tre overskrifter; Virksomhedsadfærd, Sociale forhold og Miljø & Klima.

2025 blev et år, hvor bæredygtighed i endnu højere grad blev en integreret del af vores retning og daglige beslutninger. Med lanceringen af strategien VIND28 har vi fået en tydelig ramme for vores udvikling, hvor bæredygtighed er skrevet ind som en del af både vision og fundament for vores arbejde.

Året har været præget af fortsat udvikling og investeringer – blandt andet med udvidelse af produktionen, nye faciliteter og øget fokus på at være tættere på vores kunder. Samtidig har vi arbejdet målrettet med dokumentation, herunder forbedringer af vores EPD’er og forberedelse til nye klimakrav.

På det sociale område har vi haft fokus på trivsel, fællesskab og fastholdelse af medarbejdere. Vi har styrket vores arbejde med uddannelse og praktikforløb og fortsat vores engagement i lokalsamfund og foreningsliv.

I forhold til klima og miljø har vi taget flere skridt i retning af en mere datadrevet tilgang, hvor vi løbende arbejder med at forbedre vores klimaregnskab og reducere vores påvirkning. Samtidig er vi blevet en del af fælles initiativer og samarbejder, der skal understøtte udviklingen i branchen som helhed.

Vi er stolte af de fremskridt, vi har gjort i året, men er samtidig bevidste om, at arbejdet med bæredygtighed er en løbende proces. Rapporten giver et indblik i vores resultater, vores udfordringer og de områder, hvor vi fortsat har et udviklingspotentiale.

God læselyst.

Virksomhedsadfærd

Udvidelse med Linderum

På Ålborgvej løb vi tør for plads, så i marts udvidede vi produktionen med en ny lokation på 6.000 m2 i Linderum. Linderum er en lille by udenfor Sindal og placeret kun 15 km fra Hjørring. Med den vækst vi har haft og ønsker fremover behøvede vi flere kvadratmeter, som forbedrede flowet i produktionen og ikke mindst sikrede bedre arbejdsforhold for medarbejderne.

Samtidig gav udvidelsen mulighed for øget lagerkapacitet til råvarer, hvilket understøtter en mere effektiv planlægning. Beslutningen om at udvide er truffet med fokus på både arbejdsmiljø, driftssikkerhed og en mere bæredygtig udnyttelse af ressourcer.

Åbning af kontor og udstilling i Aarhus

I september åbnede vi kontor og arkitektindrettet udstilling i Aarhus. Formålet var og er fortsat, at komme tættere på kunderne og samarbejdspartnerne og styrke dialogen tidligt i processen. En mere lokal tilstedeværelse bidrager til bedre vejledning, kortere beslutningsveje og færre unødige møder og transport.

Med udstillingen og et bemandet kontor bringer vi det nordjyske nærvær med os i form af en tilgængelig og jordnær måde at møde kunderne på.

På kontoret sidder Mikkel Sørensen (til højre på billedet), som er en af ejerne af Vindunor og søn af Henrik Sørensen.

Udstillingen i Aarhus - Mikkel og Jan, som er de to kollegaer på kontoret.

Fra venstre: Jan K. Hansen og Mikkel Sørensen

Udstillingen i Aarhus - skydedør i egetræ og sort alu

Udstillingen i Aarhus

Nyt website og opdateret grøn profil

Vi lancerede et nyt website med fokus på bygherrer, brugervenlighed og transparens. Et centralt formål har været at gøre dokumentation om produkter, certificeringer og bæredygtighed lettere tilgængelig for de kunder og samarbejdspartnere, der har behov for det.

Samtidig er vores grønne profil blevet tydeligere integreret i hjemmesidens opbygning og indhold. Det nye website understøtter vores ønske om åbenhed og dokumentation som en naturlig del af vores forretning. 

Strategien VIND28 – bæredygtighed som en del af retningen

I november lancerede vi en 3-årig strategi døbt VIND28. I forbindelse med strategiarbejdet fik vi en nedskrevet vision og mission:

  • Vision
    Vindunors vision er at bidrage til bæredygtig udvikling i byggebranchen som foretrukken leverandør af danskproducerede vinduer og døre af høj kvalitet.

  • Mission
    Hos Vindunor forener vi nordjysk nærvær, dansk kvalitet og nordisk æstetik med naturens lys og luft for at skabe hjem, der er rodfæstede i det bedste håndværk.

Bæredygtighed er nu en integreret del af vores vision og udgør samtidig en central del af vores strategi.

Ved at indarbejde bæredygtighed i vores strategi er der skabt et fælles udgangspunkt for beslutninger på tværs af vores organisation. VIND28 skal sikre, at bæredygtige hensyn tænkes ind i både daglig drift og fremtidige investeringer.

Vind28 strategi-lancering. Vi ser en video, hvor Henrik fortæller om strategien i et setup, hvor det ligner nytårstalen.

Billede fra lanceringsdagen

VIND28 logoet

Ny bestyrelse

Som led i arbejdet med VIND28 fik vi en ny bestyrelsesformand Asger Drewes Jørgensen. Han kommer med en baggrund som direktør i Arla Foods, USA og senest administrerende direktør for en række europæiske nøglemarkeder i Inwido, bringer Asger solid ledelseserfaring og branchekendskab med sig, som bliver værdifuldt på vores videre rejse.

Produceret i Nordjylland

Vi har altid produceret vores vinduer her i Danmark – nærmere betegnet i hjertet af Nordjylland. Det har vi måske egentlig taget lidt for givet, for sådan har det altid været. Men vi blev faktisk lidt overrasket, når nye kunder reagerede med: “Nå, bliver de lavet her i Danmark?” – og så slog det os: Måske har vi ikke været gode nok til at få det sagt højt. Derfor lavede vi et lille mærkat, som vi er begyndt at bruge på vores forskellige materialer. 

Bare som en venlig reminder om, at vi laver vores vinduer lige her – i hjertet af Nordjylland.

Valget om fortsat at producere i Danmark er et aktivt tilvalg. Den lokale forankring giver os bedre mulighed for kvalitetssikring og ansvarlige arbejdsforhold. Det er en vigtig del af vores identitet og tilgang til ansvarlig produktion.

Familievirksomhed – generationsskifte klar

Vindunor ejes af Henrik Sørensen og hans tre børn – Caroline, Mikkel og Casper. Casper blev i sommeren 2025 interviewet af Vigeur til et portræt omkring hans vej til Vindunor. I interviewet runder de blandt andet tankerne om et generationsskifte, som i artiklen bliver beskrevet som klart men uden en fastsat dato, og som Casper afslutningsvis siger: “Ingen har travlt, og der er stadig meget, jeg kan lære af Henrik.”

Det skaber en tryghed for medarbejderne, kunderne og samarbejdspartnerne at vide at Vindunor bliver i familiens hænder.

Foto: Søren Førbym Vigeur

Fra venstre: Caroline, Casper, Henrik og Mikkel.

Sociale forhold

Åben Fabrik 2025

I april afholdt vi igen arrangementet Åben Fabrik, hvor omkring 350 tømrere deltog. Arrangementet havde til formål at vise vores moderne vinduesfabrik frem, skabe dialog, videndeling og styrke relationen til vores samarbejdspartnere. Som en del af dagen havde vi en stand med fokus på bæredygtighed, hvor vi fortalte om vores arbejde med bæredygtighed.

Derudover havde vi en indsamling til KidsAid, hvor tømrerne kunne bidrage og samtidig kunne deltage i en konkurrence om forskellige præmier.

Jubilæer og medarbejderfastholdelse

I 2025 markerede vi flere medarbejderjubilæer. Morten Jensen og Peter Kragsig fejrede 10-års jubilæum, og Allan Ostenfeld Michaelsen kunne fejre 20 år! Et skulderklap for et stabilt arbejdsmiljø og at fokus på trivsel og fastholdelse af medarbejdere fungerer.

I 2026 kommer der mange flere jubilæer – vi glæder os allerede til at fejre dem.

Morten Jensen som har 10 års juilæum

Morten Jensen, 10-års jubilæum

Åben Fabrik 2025 - Henrik overrækker et stort gavekort til Peter Kragsig, som har 10 års jubilæum.

Peter Kragsig, 10-års jubilæum

Allan Osten 20 års jubilæum - Henrik og Allan står sammen. Allan holder et gavekort.

Allan Ostenfeld, 20-års jubilæum

Jubilæer og medarbejderfastholdelse

I 2025 støttede vi med mere end 600.000 kr. i sponsorater fordelt på flere end 20 forskellige foreninger rundt i Danmark.

Blot for at nævne nogle:

  • Fodboldklubben Vendsyssel FF
  • Børnecancerfondens #Fodboldtrøjefredag initiativ
  • Julehjælpen.dk
  • Knæk cancer
  • Folkely festival
  • Gestus Nord
  • Fodboldklubben Fortuna
  • Golfing for KidsAid
  • Liuf BordtennisTour de Bindslev
  • Bakken Bears

Og mange flere.

Derudover afholdt Vendsyssel FF igen i år et spinningarrangement, hvor vi takket være vores fantastiske leverandører kunne bidrage med 510.000 kr. Engagementet var en del af vores ønske om at støtte op om lokale initiativer.

Casper på cyklen til VFF spinningevent

Casten og  Claus til #Fodboldtrøjefredag

Billede fra Getus Nord.

Velkommen på holdet

Vi konstaterede i løbet af året at vi kontinuerligt trængte til hjælp til lettere vedligeholdelsesopgaver. Vi ansatte derfor Poul og Kenth, som er seniormedarbejdere og de helt rigtige medarbejdere til opgaverne.

Vi vil gerne være en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige livsfaser og hvor medarbejdere, uanset alder og arbejdstimer kan bidrage.

Praktik, uddannelse og indsigt i produktionen

I 2025 var vi bedre til at arbejde målrettet med at bakke op om unge under uddannelse gennem praktikophold og elevpladser på tværs af organisationen. Vi havde praktikanter inden for bl.a. marketing, HR og flere arbejdsfunktioner i produktionen, hvor de fik mulighed for at opnå praktisk erfaring og indsigt i hverdagen i vores virksomhed. Derudover modtog vi løbende skoleklasser og uddannelsesinstitutioner, som besøgte fabrikken for at få en rundvisning i produktionen. 

Derudover havde vi flere elever ansat, blandt andet inden for logistik og salg. Elevforløbene er en del af vores arbejde med kompetenceudvikling og rekruttering på længere sigt.

Mathilde, praktikant i Marketing

Personalebillede af Logistikelev Martin Isbak Halkjær

Martin, elev i logistik

Personalebillede af Handelselev Mathias D. Pihl

Mathias, handelselev i salg

Billede fra besøg af EUC Nord 

Fællesskab gennem personaleforeningen

I 2025 afholdt personaleforeningen flere arrangementer med fokus på fællesskab og sociale relationer på tværs af de forskellige afdelinger. 

Af arrangementer kan bl.a. nævnes bio-tur, champagnesmagning, erhverv stafet, gåtur i Løkken og julepadel.

Sociale indikatorer

I 2025 satte vi mål for vores sociale indikatorer. Ud af seks kategorier nåede vi målene inden for de fleste områder, mens ét område ikke blev indfriet.

Vi oplevede en positiv udvikling i forhold til antallet af praktikanter, lærlinge og medarbejdere i fleksjob samt et væsentligt fald i arbejdsulykker. Omvendt så vi en stigning i sygefraværet. Stigningen skyldtes blandt andet flere langtidssygemeldinger relateret til kritisk sygdom og operationer.

Derudover havde vi hen over sommeren indkøring af en ny og kompleks maskine, hvilket medførte en periode med øget arbejdsbelastning og overarbejde. Dette kan have haft en indvirkning på sygefraværet i perioden.

  2024 Mål 2025 2025
Praktikanter/lærlinge 2 3 4
Arbejdsulykker (IC incidenstal) 13 under 10 7
Medarbejder trivsel 2,8 ud af 4 over 3 3,3 ud af 4
Flexjobbere 5 pers 5 pers 6 pers
Sygefravær 3,2% 3% 4,4%
Whisleblower 0 0 0

Miljø & Klima

Forbedring af EPD og dokumentation

I 2025 arbejdede vi målrettet med at forbedre miljødeklarationen (EPD) primært på vores produktlinje Nor48. Først blev EPD’en opdateret til GWP-total for A1-A3+C3-C4 på 61,78 kg CO₂ eq pr. m2, og senere samme år yderligere forbedret til GWP-total for A1-A3+C3-C4 på 51,89 kg CO₂ eq pr. m2. Forbedringerne afspejlede et kontinuerligt fokus på data, datakvalitet og materialevalg.

EPD er komplekst! For at gøre det mere forståeligt fik vi produceret en video, der formidlede, hvad en EPD er, og hvordan den kan anvendes. Videoen blev udarbejdet for at gøre dokumentationen mere tilgængelig og understøtte en åben og gennemsigtig tilgang til klimaaftryk.

Pr. 1. juli 2025 trådte nye klimakrav også i kraft, hvor flere bygherrer og rådgivere nu skal kunne dokumentere bygningers klimaaftryk i hele deres livscyklus – blandt andet ved at udarbejde LCA på bygningsniveau. Ved hjælp af vores produktspecifikke EPD har vi gjort det en smule lettere for bygherrer og rådgivere.

Reduction Roadmap 2.0 og samarbejde om klimaindsatser

Reduction Roadmap 2.0 arbejder på at omsætte Parisaftalen, Montrealaftalen og The Planetary Boundary til branchespecifikke mål i dansk byggeri baseret på den nyeste internationale forskning.

Som støttemedlem er vi med til at give foreningen et politisk mandat, og vi får mulighed for at bidrage til foreningens videre arbejde, for at skabe rammerne for en sikker, retfærdig og regenerativ fremtid for branchen, samfundet og planeten.

Derudover bidrager vi til et forskningsprojekt, som Teknologisk Institut står bag. Et nyt forskningsprojekt, som har til formål at undersøge holdbarheden af 2- og 3-lags energiruder, for at kortlægge en metode til at kunne estimere en mere retvisende levetid. I dag er den estimerede levetid for et vindue 50-60 år – for en termorude 25 år, hvor der ikke skelnes mellem om det er en 2-lags eller en 3-lagsrude, selvom det er uvist om de har samme levetid. De 25 år har været gældende i branchen, men med moderniseringen af produktion, teknologier og forbedrede materialer kan den faktiske levetid muligvis være længere. Dette i samarbejde med Scanglas.

Reduction Roadmap pressemateriale

Billede fra et testkammer hos Teknologisk Institut. Et forskningsprojekt i termoruders levetid fra en skrå vinkel.

Testområde ved Teknologisk Institut

Gazeller!

Ikke bare én, men to Børsen Gazeller landede hos os i 2025.
Som Børsen skriver: ”At blive kåret som Børsen Gazelle er ikke en foræring – men en dokumenteret fortjeneste og ubestridelig anerkendelse af at have leveret noget, kun ganske få formår.” De 6 kriterier for at få en Børsen Gazelle kan findes her: Om Børsen Gazelle - Børsen Gazelle

Den grønne Gazelle
Ultimo 2025 fik vi også beskeden om, at vi havde fået en grøn Gazelle, og kun 4 virksomheder i Danmark har præsteret det. Som vores bæredygtighedsansvarlige Anders Jensen skriver i hans opslag på LinkedIn: ”Det her er ikke blot et højdepunkt. Det er et udgangspunkt. Den Grønne Gazelle er ikke bare et skulderklap for det arbejde, vi alle har lagt bag os, den er standarden for Vindunor fremadrettet.”

De 4 kriterier for at få den grønne Gazelle kan findes på borsen.dk/gazelle/gron-gazelle

Små tiltag i hverdagen

Som en del af de løbende forbedringer i hverdagen skiftede vi vores Vindunor-kuglepenne ud med penne fremstillet af genbrugsplast. Tiltaget var et mindre, men bevidst valg, der understøttede vores ønske om at bruge flere genbrugsmaterialer.

Klimaregnskab

Resultater for Scope 1, 2 og 3

Nedenfor præsenteres en sammenfatning af vores klimaregnskab for årene 2023, 2024 og 2025, opgjort i aggregerede kategorier, som er beregnet efter den markedsbaserede metode. Der er desuden udarbejdet et supplerende klimaregnskab baseret på den lokationsbaserede metode, som kan efterspørges hos vores bæredygtighedsansvarlige Anders Jensen.

Klimaregnskab 2023 2024 2025
Scope 1
Egne og leasede køretøjer 73,88 90,59 65,63
Varme og procesenergi - - -
Scope 1, total 73,88 90,59 65,63
Scope 2
Elektricitet 185,38 24,50 -
Scope 2, total 185,38 24,50 -
Scope 3
Elektricitet 105,77 12,35 66,54
Varme og procesenergi - - -
Primære indkøb af råvarer til produktion 7.864,71 7.770,29 9.764,92
Sekundære indkøb af hjælpematerialer og serviceydelser 2.069,48 1.735,84 2.455,33
Affald 1,30 0,54 9,48
Egne og leasede transportmidler, medarbejdertransport og
varetransport til Vindunor
874,23 1.159,19 1.662,46
Scope 3, total 10.915,49 10.678,21 13.948,73
Scope 1, 2 og 3 ton CO2e 11.174,75 10.793,30 14.014,36

Resultat for Scope 1, 2 og 3 pr. element

Som led i vores interne opfølgning på den grønne omstilling anvendes nøgletallet kg CO₂ pr. produceret element. Denne indikator vurderes at være både intuitiv og velegnet til at give et retvisende billede af udviklingen i vores klimaaftryk over tid.

Fra 2024 til 2025 ses en mindre stigning i CO₂-udledningen pr. produceret element. Udviklingen kan blandt andet tilskrives investeringer i produktionsapparatet, hvilket afspejles i kategorien ”sekundære indkøb af hjælpematerialer og serviceydelser”.

Derudover er der registreret en stigning i kategorien ”egne og leasede transportmidler, medarbejdertransport samt varetransport til Vindunor”, hvilket primært skyldes udvidelse af både produktion og lokation.

Målsætning

Målsætningerne for 2025 og status

Vi lavede konkrete mål for 2025 ud fra de tre overskrifter; Virksomhedsadfærd, Sociale forhold og Miljø & Klima, samt de sociale indikatorer.

Det er motiverende at se hvor mange vi faktisk er kommet i mål med, og vi flytter kun et par stykker til 2026.

  Mål 2025  
Virksomhedsadfærd    
Ladere til elbiler 5 ladere, som både kan benyttes af medarbejdere og gæster. Vi har fået 6 ladere opsat på Ålborgvej
Opgradere logistik setup Vi skal levere flere vinduer og døre, så vi skal have undersøgt om vores logistiske setup er optimalt. Vi er fortsat i gang med at undersøge det.
Kompetenceoversigt Flere tilbud om efteruddannelse. Dette punkt er medtaget i vores strategi VIND28.
Sociale forhold    
Sociale indikatorer Se indikatorer og mål Er blevet en fast del af vores bæredygtighedsrapport - se næste side.
Udarbejde en HR strategi En opgave til vores HR medarbejder. Der er udarbejdet en HR-strategi, som gælder frem til udgangen af 2028.
Forbedre arbejdsglæden for medarbejdere Måling og handlingsplaner udfra trivselsmåling. Der er udarbejdet handlingsplaner, som aktuelt implementeres i udvalgte grupper. Derudover er arbejdsglæde et centralt fokusområde i den nye HR-strategi og betragtes som et løbende indsatsområde.
Seniorpolitik Udarbejde en seniorpolitik. Seniorpolitikken er udarbejdet og afventer endelig godkendelse.
Miljø og klima    
Videreudvikle vores EPD Vi vil gerne selv kunne udarbejde projektspecifikke EPD’er. Vi har to gange i 2025 opdateret og forbedret vores Nor48 EPD.
Firmabiler skiftes til elbiler Gennemgå vores bilpark og så skifte så mange
som muligt til elbiler.
I 2024 var 2 ud af 9 elbiler, og i 2025 var det 7 ud af 9, dog er den ene en hybrid. 
Indgå værdikædesamarbejder med henblik på at gøre den grønnere. Gennemgå værdikæden og finde grønnere alternativer. Vi har udskiftet vores tætningsbånd til en mere bæredygtig variant, som indeholder flere biobaserede og genbrugte materialer.
Tilslutte os frivillige ordninger, som understøtter grøn omstilling. Vær opsøgende ift. ordninger, hvor vi kan bidrage til en grønnere omstilling. Vi er blevet medlem af Reduction Roadmap og deltager i et forskningsprojekt med Teknologisk Institut omkring levetiden på termoruder.

Målsætningerne for 2026

Vi fortsætter naturligvis med vores arbejde omkring bæredygtighed, og har igen for 2026 sat os mål baseret på de 3 overskrifter: Virksomhedsadfærd, Sociale forhold og Miljø & Klima. 

  Mål 2026
Virksomhedsadfærd  
Styrket ressourceansvar via forbedret planlægning og produktions-flow Implementering af nye strukturer og processer i produktion og PTA
Accelereret digitalisering gennem implementering af effektive IT-løsninger Datagrundlag klar til at implementere 2 nye IT-systemer
Installation af effektivitetsmålere på alle maskiner i produktionen Effektivitet øget med +10% og spildtid reduceret.
Sociale forhold  
Fokus på medarbejdertrivsel vha. konkrete handlingsplaner og 1:1 samtaler mellem leder og medarbejder Resultat af trivselsmåling forbedret med 15%.
Fokus på medarbejderudvikling Overblik over udviklingsmuligheder og gennemførelse af kurser på relevante områder og for relevante medarbejdere
Samarbejder med uddannelsesinstitutioner Engageret samarbejde med minimum 2 uddannelsesinstitutioner
Miljø og klima  
Konceptualisering af cirkulært take-back system for vinduer og døre Pilot-test i Nordjylland med cirkulært tiltag vedrørende istandsættelse af brugte vinduer og døre
Kontinuerligt fokus på forbedring af produkt-specifikke EPD’er  Sikre rette initiativer til at fastholde position med lav EPD på 3-lags træ/alu vinduer.
Fokus på reduktion af materialespild Systematiske arbejde med reduktion af ressourceforbruget på spild af materialer i produktionen, papir mm. 
Sociale indikatorer 2024 2025 Mål 2026
Praktikanter/lærlinge 2 4 6
Arbejdsulykker (IC incidenstal) 13 7 Under 10
Medarbejder trivsel 2,8 ud af 4 3,3 ud af 4 Som 2025
Flexjobbere 5 pers 6 pers 6 pers
Sygefravær 3,2% 4,4% 3%
Whisleblower 0 0 0