Skip to the content
Menu

Vindunor åbner udstilling og kontor i Aarhus

Gennem længere tid har både private og professionelle efterspurgt muligheden for at opleve Vindunors sortiment i det midtjyske, og nu bliver ønsket indfriet. Den 24. september slår vinduesproducenten nemlig officielt dørene op til en ny, arkitekttegnet udstilling og et kontor i Aarhus V, hvor interesserede kan opleve løsningerne på nært hold og få kvalificeret vejledning.

Når Vindunor den 24. september officielt åbner en ny udstilling og et kontor i Aarhus V, skal det ikke blot være rum med udstillede produkter, men et sted, hvor arkitektur, materialer og personlig vejledning går hånd i hånd og giver de besøgende en helstøbt oplevelse.

Den nye, arkitektindrettede udstilling og det tilhørende kontor på i alt 330 kvadratmeter bliver Vindunors tredje lokation og skal bringe virksomheden tættere på både private og professionelle kunder i området.

- Når man står midt i en stor beslutning som at vælge vinduer og døre, er det ofte ikke nok at bladre i et katalog eller se på en hjemmeside. Materialerne skal mærkes, detaljerne på sprosser og greb skal ses på tæt hold, og spørgsmålene skal kunne vendes med en konsulent, der kan hjælpe med at finde den helt rigtige løsning, siger kommerciel direktør i Vindunor Casper Kjærsgaard Sørensen og tilføjer:

- Det er netop den oplevelse og service, vi nu vil tilbyde i Aarhus – som svar på et ønske, vi har hørt igen og igen fra vores kunder. Med udstillingen og et bemandet kontor vil vi bringe det nordjyske nærvær med os i form af en tilgængelig og jordnær måde at møde kunderne på, hvor der er tid til dialog og hjælp til at finde den rigtige løsning.

Indrettet i samarbejde med arkitekter
Udstillingen er udviklet i samarbejde med Baks Arkitekter for at skabe et inspirerende miljø, hvor løsningerne vises i sammenhæng med forskellige bygningstyper og stilarter. Målet er at gøre det nemmere for besøgende at forestille sig, hvordan vinduer og døre vil fungere i deres egne projekter.

- Vi har i forvejen en udstilling i Hjørring, hvor vi også har vores produktion og administration, og i Rødovre. Med den nye lokation i Aarhus udvider vi vores geografiske tilstedeværelse og styrker vores position i Midtjylland som et led i vores samlede vækststrategi, fortæller Casper Kjærsgaard Sørensen og fortsætter:

- Samtidig opdaterer vi i samarbejde med Baks Arkitekter også udstillingen i Rødovre, så vi får skabt et ensartet og genkendeligt udtryk på tværs af lokationerne. Som i den nye udstilling i Aarhus handler det om at vise vores løsninger i en arkitektonisk ramme, der gør det nemt for kunderne at spejle dem i egne projekter.

Udstillingen på Rymarken 2 st. th. i 8210 Aarhus V vil være bemandet af to sælgere, og der vil være en ekstern konsulent tilknyttet. Med en placering tæt på motorvejen er det let tilgængeligt for kunder fra både Østjylland og Trekantområdet.